Lidt generelt om cyklen.
Modellen tilhører Kasper Sømoed Jensen, vores mekaniker og jeg blev allernådigst tilladt cyklen til test. Cyklen står med Black Inc 42 mm hjulsæt, Shimano Dura Ace Di2 11 speed, black inc integreret carbonstyr og sadelpind. Det er i denne udgave en cykel der koster omkring 110.000 kr, men rammekittet er det vi primært sælger til vores kunder når de køber en Factor. OSTRO V.A.M.
Cyklen vejer ca 7.2 kilo som den står her.
Priser:
Rammekittet inkluderer Komplet Ceramic Speed i krankboks og styrfitting, Black Inc Integreret carbon-styr og sadelpind. Prisen herfor er 45.000 kr. Vi er langt inde i supercykel territorie. Ingen tvivl om det.
Aero meets climbing.
Resultatet er blevet en hybrid der ser enormt nutidig ud, men byder på unikke features (rent aerodynamisk) omkring skrårøret, forgaflen og bagstagen.
OSTRO V.A.M er ikke en super komfortabel cykel i sig selv. Den er skabt til at vinde cykelløb og give dig enormt føling med underlaget, så du træffer de rigtig beslutninger under pres. Imidlertid er der et argument som er ret stærkt for at hæve komfortniveauet VISSE steder. Især hænder, skuldre og nakke kan lide under en for hård forende af cyklen. bliver ALLE rystelser omsat 1-1 i dine hænder, så gør der ikke lang tid før fatique melder sig og du drømmer dig mod en mountain bike. Bindeleddet her er det integrerede carbonstyr fra Black inc. Det er et aero-styr, der sparer watt, integrerer kabler OG giver dig en ret markant komfort-fordel.
Det udjævner mange af de irriterende små-rystelser som ellers skaber trætheden på de længere ture. Forskellen er virkelig markant og vigtig at italesætte. Det føles enormt lækkert og du sidder bare med en fornemmelse af at blive skånet fra SÅ meget af det der ellers irriterer. Det er et styr til en vejledende pris på 6500 kr, så JA det skal være godt og lækkert! Men det ER det så også.
Tire Clearence.
Cyklen er skabt med den fleksibilitet i dækvalg som er kendetegnet ved moderne cykler og du kan uden problemer montere 32 mm dæk. Det gør at alsidigheden der er udgangspunktet i cyklens design er vedligeholdt hele vejen gennem design-valgene. Du kan SAGTENS køre grus på den her, (hvis du kan nænne det).
Afsluttende bemærkninger.
At hoppe op på en Factor OSTRO V.A.M er en speciel oplevelse. Man ved ikke helt hvad man skal forvente, for Aero-cykler styrer generelt ikke så godt som klatrecykler. og cykler der er gode i bjergene har ikke farten fra aerocyklerne.
Den her har bare begge dele og det snyder når man sætter sig op på den. Den føles som den letteste bjergcykel du har prøvet og den rykker og holder farten som en Venge. Mens det går stærkt er den retningsstabil, forudsigelig og komfortabel, især i kraft af cockpittet. Er det en komplet cykel? Ja, det er nok den mest komplette cykel vi har prøvet i lang tid. Den konkurrenter er Tarmac, Dogma F der også er hybrider. Den står FINT i det selskab og har ingen problemer med at matche dem på samtlige punkter. Denne tester var MEGET imponeret over Factor OSTRO V.A.M og tænker at Factors voksende tilstedeværelse i markedet er fuldt ud forståelig.